Altså - nogle dage! 
Nogle dage sidder man bare og tænker, at det er umuligt at sammenføre to voksne katte... Sådan er situationen i dag!

Frede går rundt og mjaver bekymret, og Tøsen knurrer/hvæser af ham hver eneste gang, han er i nærheden af hende. Der er tale om sådan et knur, der kommer helt nedefra, så selv jeg bliver småbange for hende.

Når Tøsen er i det humør, hvæser hun også af os, og man kan ikke komme til at kæle for hende. Jeg har ingen anelse om, hvad det er, der sætter gang i processen, men idag har det stået på ganske længe. Nogle dage er det bare nogle minutter.

Men ok, det meste af tiden hersker der fred og fordragelighed - eller måske bør betegnelsen nærmere være gensidig accept, for i det store og hele er der ingen tvivl om, at Tøsen stadig ikke er helt begejstret for Fredes tilstedeværelse.

Vi har snakket lidt om, hvorvidt Tøsen stadig er en smule bange for Frede, og det er ikke helt usandsynligt. Frede gør ellers stadig sit for at gøre Tøsen tilfreds: Hun får lov til at vælge først, hvad angår madskål, soveplads etc., men det er ikke altid, at han får et ben til jorden.

Samtidig er det da lidt irriterende, at Tøsen f.eks. ikke længere opfatter sofaen som et sted man kan opholde sig bortset fra nogle ganske korte øjeblikke, men så længe Frede er i nærheden af sofaerne, finder hun sig et andet sted.

Jeg håber dæleme, at hun snart accepterer ham, for jeg savner til tider at ligge i sofaen med en kælekat på maven!


[ 206 kommentarer ] ( sb_view_counter_plural_pre5174 visninger )   |  permalink  |  $star_image$star_image$star_image$star_image$star_image ( 3 / 1387 )

<<nav_first <Forrige | 7 | 8 | 9 | 10 | 11 | 12 | 13 | 14 | 15 | 16 | Næste> nav_last>>